Kvinde i varevogn
Håndværkerliv

Bag rattet: Her er opskriften på den perfekte siddeposition  

Hvordan sidder du allerbedst i en varebil? Få fysioterapeutens råd her. 

“Som fysioterapeut plejer jeg at sige, at den bedste siddeposition er den næste”. 

Maria Sommer Rasmussen smiler. Hun vidste, at det her spørgsmål ville komme, og sad bare og glædede sig til at levere den underfundige pointe. 

“Det hårdeste for din krop er en statisk siddeposition. Når du bevæger dig eller skifter stilling, får dine muskler tilført ilt via blodet. Men sidder du lang tid i den samme position, får du ondt i musklerne. Det kan endda føre til overbelastningsskader,” siger Maria Sommer Rasmussen. Hun er fysioterapeut og motivation- og sundhedskonsulent hos virksomheden OfficeFitÅbner et eksternt link, som er specialister i at skabe et sundere arbejdsmiljø.

Værktøjskassen har spurgt, om hun vil give sit bud på, hvordan din krop bedst slipper fra de mange timer bag rattet. Hendes svar kan du læse her. 

Læs også: Bag om prisen: Hvorfor din varebil koster, hvad den gør

1. Ret ryggen!

Din gode, gamle ryg. Hold op, den går meget igennem. Derfor skal du selvfølgelig behandle ryggen ordentligt, når du sidder bag rattet. 

Maria Sommer Rasmussen har to ‘rygvenlige indspark’ til din siddeposition:

Ret ryggen:

Din ryg skal være i en naturlig, ret stilling. Du skal undgå at læne dig frem eller tilbage. Prøv med et sammenrullet håndklæde nede ved lænden, det giver super god støtte til at holde ryggen i en sund position.  

Hovedet tæt på kroppen:

Hold nakken/hovedet i en afslappet position i direkte forlængelse af rygsøjlen. Ja, hvor ellers tænker du måske? Men faktisk sidder mange i deres bil med fremskudt nakke. Tommelfingerregel: Jo længere væk hovedet er fra kroppen, desto mere belaster det rygsøjlen (ligesom en kop kaffe er tungere, hvis du holder den ude i strakt arm fremfor, hvis det er tæt på kroppen).  

Ret ryggen

2. Støtte til nakken!

Smerter i nakken er desværre meget almindelige, og de kan faktisk blive fremprovokeret af en dårlig siddeposition i bilen. 

Derfor anbefaler fysioterapeuten:

Nakkelænet skal være indstillet sådan, at det hjælper dig med at holde hovedet ret og kigge ligeud. Du skal helst kunne se i sidespejlene uden at løfte hovedet fri fra nakkestøtten.  

Dine skuldre skal være afslappede. Du skal undgå at spænde op, og du skal heller ikke ‘løfte’ dine skuldre. Støt derimod på armlæn, så du hverken løfter eller hænger med skuldrene. 

Håndled og hænder skal være i en afslappet position på rattet. Du skal ikke “spænde” i dit greb om rattet. 

Støtte til nakken

3. Fødder og ben i bevægelse!

Selvom du sidder i en bil, skal du bevæge stængerne. Det er godt for blodomløbet nemlig! Derfor er det en god ide at vippe lidt med fødderne, når det er muligt. 

Dine ben skal være i en afslappet position og have plads til bevægelse. Fødderne skal være i afslappet kontakt med pedalsættet, så du ikke spænder i kroppen.

Bevægelse

4. De vigtigste justeringer!

Inden du sætter dig til rette i din varebil, gør du lige sådan her:

Sæde: Du skal justere sædet i højden og længden. Det vigtigste er, at sædet ikke bliver for lavt eller for højt. Du må ikke sidde og bøje meget i benene, men det er heller ikke godt, hvis fødderne hænger og dingler. Det kan nemlig besværliggøre blodtilførslen og give ømme, hævede ben og fødder og ondt i ryggen, fordi du ikke får et naturligt svaj i lænden.

Rat: Du skal ikke have fuldstændigt strakte arme, når du kører bil. Jo længere væk arme og hænder er fra kroppen, desto mere belastende er det. Afslappede skuldre i cirka 90 grader er den ideelle position. 

Ryglænet: Ryglænet skal være omkring vinkelret. Hvis du ikke har mulighed for at justere sædet til at give ekstra støtte til lænden, anbefaler fyssen et sammenrullet håndklæde.  

Pedalsæt: Det vigtigste er faktisk, at du kan nå pedalerne uden at skulle strække dig. 

Justeringer i kabinen

5. Husk de aktive pauser!

Vi slutter, hvor vi startede. Nemlig med de aktive pauser. 

Du skal altid huske at gøre oprør mod den statiske siddeposition! 

Hold ind, gå ud af bilen og ryst kroppen. Stræk ryggen. Sving benene! Det vigtigste er sådan set bare, at du rører dig.

“Selv små afbrydelser er med til at bryde det statistiske arbejde og tilføje blod til musklerne og derfor mindske risikoen for smerter,” forklarer Maria Sommer Rasmussen.

Aktive pauser