Han sagde det igen og igen, da han var klubtræner: Kasper Hjulmand er en leder, der holder af hverdagen. Han satte stor pris på at tjekke ind på træningsanlægget om morgenen, og han elskede at befinde sig på banen med de spillere, han og den øvrige stab skulle forberede bedst muligt til den næste udfordring. Sådan var det, da lærersønnen fra Auning på Djursland var cheftræner i Superliga-klubberne Lyngby og FC Nordsjælland, sådan var det, da han fik chancen i Mainz 05 i den bedste fodboldrække i Tyskland. Sådan var det stort set hver dag i 20 år, men sådan er det ikke længere. Siden Kasper Hjulmand hen over sommeren 2020 afløste Åge Hareide som træner for det danske fodboldlandshold, har han ikke haft sin daglige gang på en fodboldbane. ”Jeg har virkelig opdaget, hvordan så mange år med klubfodbold har sat sig i kroppen på mig. Det har været helt vildt.

”Jeg har nu erfaret, hvor meget energi de her dage med landshol - det kræver. Vi har mange kampe og mange samlinger i år, og de er meget intense og koster mange kræfter. Derfor skal jeg også slutte fred med, at det er okay at lade op. At lave ting med familien. Det er en helt anden energirytme, end jeg har været vant til, og jeg kan mærke, at det tager tid at omstille sig.”

En ny start i udfordrende tid
Kasper Hjulmand har ikke blot skullet finde en ny arbejdsrytme, han har også skullet gøre det, mens coronapandemien har gjort det tæt på umuligt at etablere netop en rytme med noget som helst. Han har som mål at samle alle Dansk Boldspil-Unions landstrænere fra det yngste ungdomslandshold over kvindelandsholdsholdet til A-landsholdet en gang om ugen for ”at diskutere fodbold og lave planer for spillet”, som han siger. På samme måde vil han indkalde sine kolleger, de danske Superliga-trænere, til halvårlige træf for at vende, hvordan de i fællesskab udvikler så mange spillere med landsholdsniveau som muligt. Ingen af møderne har hidtil kunnet lade sig gøre. 
”Vi måtte desværre aflyse mødet med Superliga-trænerne i januar. Vi vil gerne mødes fysisk, så snakken kan flyde frit på kryds og tværs,” fortæller Kasper Hjulmand. Landstræneren har i mellemrummene mellem samlingerne gjort endnu mere af det, han i forvejen havde sat sig for at gøre meget ud af: Han har været på landevejen. Han har besøgt de danske klubber, og han har set deres træninger, også selv om restriktionerne af og til har afholdt ham fra at drikke en kop kaffe med cheftræneren og sportsdirektøren bagefter.
”Jeg vil gerne have klubberne ind under huden. Jeg har fantastisk gode kolleger i Danmark, og jeg vil gerne tale med dem om deres projekter: Hvad drømmer de om? Hvordan arbejder de? Og hvad bokser de med? Hvad kan vi sammen gøre – klubberne og DBU – for at vi får løftet niveauet i dansk fodbold? Jeg spørger dem også al - tid om, hvem den næste landsholdsspiller fra lige præcis deres klub bliver, og så kan det være, at de nævner en 15-årig, jeg skal holde øje med.”

”Det handler om at se spillerne i deres hverdag. Kampene får jeg altid set, så jeg vil gerne se dem træne, og jeg vil også gerne tale med deres trænere. Det er vigtigt, at DBU er synlig – det gælder ikke kun mig, men også de andre landstrænere. At vi fremstår seriøse og samarbejdsvillige. Klubberne skal mærke, at vi interesserer os for dem, for det gør vi,” siger han.

Den danske landstræner har tænkt over, om de ændrede arbejdsforhold også har stillet krav til, at han har skullet udvikle måden, han skal være leder på.
”Jeg har været vant til at have kontakt med spillerne hver dag på træningsbanen. Det var ikke, fordi jeg talte med alle hver dag, men jeg kunne se dem i øjnene, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvor de var. Det er noget andet, når jeg skal ringe dem op – jeg skal lige sætte mig ind i deres status, inden jeg ringer. Det stiller nogle andre krav,” siger Kasper Hjulmand.
”Jeg har også skullet tænke over, hvor meget eller hvor lidt jeg har skullet ringe til spillerne. Hvor meget skal jeg tage fat i dem, hvor meget skal jeg stille mig til rådighed, hvor meget feedback skal jeg give dem? De skal vide, at jeg er der. De skal vide, at jeg ser dem. Også dem, der forsøger at komme ind i truppen. Det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg følger med. Men jeg skal også finde ud af, hvordan balancen i den kontakt skal være.”

Inspireret af Klopp og Obama
Når Kasper Hjulmand kører landet rundt for at besøge Superliga-klubberne eller overvære kampe, klarer han som regel en del

Kasper Hjulmand tilføjer tro som et begreb mere, han leder ud fra. Ikke tro i en religiøs forstand, men som i fokus på projektet og som i overbevisning om, at drømmen kan gå i opfyldelse. Tro, tillid og generøsitet er nøgleordene i landstrænerens ledelsesfilosofi.
”Som leder skal man stå for noget. Jeg var sammen med en række CEO’s i går, og vi talte om, at vi i nogle år har været i gang med at blive dygtige til noget, men at vi på et tidspunkt har skullet finde ud af, hvad ankeret i os er: Hvem er vi egentlig, og hvad tror vi på? Det er måske det allervigtigste som leder. Jeg ved, at det for mig handler om at være i meningsfulde relationer. Det, jeg har samlet op på min vej, er mennesker – relationer.”

Landstræneren pointerer, at det er mange forskellige måder at lede med succes på. Der er ikke en formel. Men, understreger han, for ham gælder det om at være sig selv – om at være autentisk.
”Jeg kender rigtig mange – også fodboldtrænere – der spiller skuespil og ikke er sig selv, og det skal man have modet til at lade være med. Men det er eddermame svært, for presset fra alle mulige leder og kanter er stort, men jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke er i det her for at have et job – det handler ikke om prestige. Det handler om at forsøge at samle mennesker om en drøm, og det er min opgave at udstikke kursen for, at den drøm går i opfyldelse.”