Ud på de vilde eventyr.
Emil Sanderhoff er den danske udgave af Indiana Jones, og en ombygget Volkswagen Caravelle er hans tro væbner, når han drager på eventyr i verdens vilde afkroge for at finde skorpioner, leoparder og andre farlige dyr.
Tekst: Nikolaj Karlshøj Foto: Nikolaj Karlshøj og Emil Sanderhoff
(VieW April 2019 nr. 1) - Tilmeld dig VieW
“Jo mindre, jo farligere,” siger Emil og skubber lidt til skorpionerne med spidsen af sin kuglepen, så de hvæser og hapser truende med kløerne. Leddyrene med de giftige haler holder til i en plastikbøtte på Emils skrivebord på det zoologiske museum Naturama i Svendborg. Egentlig er han modstander af at holde dyr i fangenskab, men plastikbøtten er også kun et midlertidigt hjem for de to skorpioner. “De dukkede op nogle af kasserne, da vi vendte hjem fra den seneste ekspedition, så nu arbejder vi på at finde et ordentligt terrarie til dem,” forklarer han. De fleste ville nok få jaget en skræk i livet, hvis en giftig skorpion dukkede op i bagagen, men ikke Emil. Frygt for dyr har han aldrig haft. Respekt, absolut, men siden han som dreng begyndte at gå på skorpionjagt med sin bror, har han været tæt på alt fra giftige slanger til sjældne insekter. Hans passion for naturens dyreliv, og især kryb og kravl, er fascinerende, og det er svært ikke at blive inspireret af hans fortællinger. Netop derfor har han stor succes med at tage interesserede med ud og opleve naturens fænomener. Og det kan både være eksotiske ekspeditioner til Sahara – som han netop er vendt hjem fra med fire andre naturentusiaster – eller en simpel vadetur i et vandområde syd for Faaborg.
“Selv i Danmark findes der dyr og insekter, som de fleste aldrig har set. Du kan finde grønne løvgræshopper, som kan blive 10 cm lange, store læderløbere, kæmpe vandkalve, ørne og alt muligt andet fedt, som især børn kan forholde sig til og blive fascineret af,” fortæller den læreruddannede Emil, som er vant til at underholde skoleelever på Naturama. Han ser en bekymrende tendens til, at børn har mindre og mindre viden om naturen omkring sig. “Jeg møder eksempler på biologilærere, som ikke kan se forskel på en solsort og en råge. Men det værste er nok skærmtendensen, altså de små 30 centimeters liv, som foregår mellem børns øjne og deres iPad. De aner intet om, hvad der sker rundt om dem ude i naturen, og er i virkeligheden nok bange for den, fordi dét, man ser på Youtube, er, når folk bliver bidt af en slange eller stukket af en skorpion. I dag handler det alt for meget om at passe på og ikke komme noget til, og det er utroligt ærgerligt. Børnene får ikke motiveret den dér nysgerrige eventyrlyst.”
Har altid dyrket kryb og insekter.
Emil har selv fra barndommen ligget på lur i skovbrynet for at se ræve, grævlinger og kronhjorte, og senere kom interessen for eksotiske kryb og insekter. “Det hele startede faktisk i en Volkswagen, for da jeg var fem år gammel, købte mine forældre en Caravelle, som de stadig har i dag. Vi brugte den til at køre på sommerferie ned gennem Europa, og hver gang vi kom til et nyt sted, gik vores far en tur med min bror og jeg for lige at markere området af, og så fik vi ellers lov til at gå på opdagelse. Så løb vi rundt i bjergene i Sydfrankrig eller Grækenland og ledte efter dyr. Vi brugte al vores tid på at fange skorpioner, knælere, firben og slanger og den slags, og det er faktisk stadig dét, jeg gør i dag.” Forskellen på dengang og nu er, at Emil ikke længere tager insekterne med hjem, men nøjes med at tage billeder af dem. “Jeg har personligt fået det skidt med at have dyr i bur. Det fede er at tage ud i naturen og opleve dem, komme tæt på dem, fange dem og mærke dem – og så slippe dem fri igen,” forklarer han.
I Caravelle til Sahara.
For otte år siden købte han sammen med sin kone, Lene, en ældre Volkswagen T3, den blandt entusiaster så eftertragtede Type 2, som blev produceret fra 1979 til 1990. Sammen har de kørt rundt i blandt andet Sydeuropa og i de tidligere jugoslaviske lande for at samle insekter til Naturama, og det var faktisk Lenes idé, at den joviale og fortællerivrige Emil burde tage betalende gæster med på sine ture og på den måde hjælpe med til finansiere familiens egne ekspeditioner. “Jeg havde købt en stor, gammel bus, men den var alt for upraktisk og langsom. I stedet begyndte jeg at lede efter noget, som både kunne følge med på motorvejen og samtidig køre gennem svært terræn. Det endte med en Volkswagen Caravelle T4, akkurat som dén, mine forældre havde – bare Syncro-modellen med firehjulstræk,” fortæller Emil. “Jeg fandt den hos Sydfyns Autocamper i Vester Åby. Indehaveren, Niels Erik, er lidt af en guru indenfor netop T3- og T4-modellerne og har selv krydset Sahara engang i halvfjerdserne. Det var på en af de ture, han mødte nogle ingeniører fra Volkswagen-fabrikken, som var ude for at teste prototyperne til de første Syncro-modeller. Han faldt i snak med dem, og det endte med, at han selv købte én, da de blev introduceret, og siden har han så specialiseret sig i dem.”
Emil og Niels Erik havde en lang snak om, hvilken model som ville være optimal til ekspeditioner, og det endte altså med en T4 i den lange udgave med 5-cylindret benzinmotor og Syncro-firehjulstræk. “En diesel ville være klart billigere i brændstof, men benzinmotoren er meget mere simpel. Bare du sørger for, at den har vand og olie, så kan du ikke slide den op, og vigtigst af alt kan du få den repareret i enhver lille bjerglandsby. For ting går altså i stykker på sådanne ture, det kommer du ikke udenom,” forklarer Emil, som på Sahara-turen måtte betale en marokkansk mekaniker det, der svarer til 1.500 kroner for at skifte to defekte bagstøddæmpere. “Hans meget lille værksted lignede noget, der var løgn, og han røg pot fra en pibe, mens han monterede nogle hjemmelavede støddæmpere, som naturligvis ikke holdt hele vejen hjem. Men sådan er det, når man er afsted. Og faktisk også en ret sjov måde at møde lokalbefolkningen på.”
Med kurs mod Georgien.
Emil har løbende opgraderet sin Caravelle på en række punkter. Blandt andet med et kraftigt bundskjold under motoren, hvilket allerede på første tur viste sig at være en god investering. “Når du kører rundt i ørkenen, kan der gemme sig store sten under sandet, og uden skjoldet ville jeg havde smadret bundkarret mange gange,” fortæller han. “Jeg har også fået den hævet lidt, så den har lidt mere frihøjde, og så har jeg fået lavet en snorkel af et galvaniseret rør og en vandlås, så den ikke suger sand og støv ind i motoren. Jeg har også fået monteret et spil foran og et lille køkken i bagagerummet,” forklarer Emil. På taget har han udstyret bilen med to store telte – ét, han har købt hjem fra Australien og, ét, han har fundet brugt på Gul & Gratis. I alt kan der sove hele seks personer i den militærgrønne Caravelle. “På turen til Sahara mødte vi flere, som var overraskede over, hvor mange personer, vi kunne være i bilen,” siger Emil. “Men vi havde også pakket tæt. Folk fik besked på kun at pakke det, der svarede til 38 x 38 x 38 centimeter. Så passede det lige.”
Næste store ekspedition, som allerede er gået i gang, når denne tekst er udgivet, bliver imidlertid lidt anderledes end de foregående. Denne gang får Emil nemlig selskab af sin kone og to børn på to og fem år, samt familiens lille hund, og sammen drager de østover til Georgien. Planen er at være afsted i to måneder. “Vi skal ud og finde Europas sidste leopard,” siger Emil begejstret. “Om det lykkes aner jeg ikke, men det er vigtigt at have et mål, når du tager på ekspedition. Om målet er at fange en ørred eller se en leopard, er egentlig ikke så vigtigt, for det er alle de ting, du oplever undervejs, som skaber turen,” forklarer han. “Du må heller ikke køre efter en tidsplan, for så bliver du bare stresset. Så hellere nogle fikspunkter undervejs. Vores mål med Sahara-turen var at komme helt til Vestsahara, men det nåede vi aldrig. Men havde alligevel den fedeste tur.”.