Hverdagens Volkswagen

Til Rømø med rusk i håret

Hverdagens Volkswagen

Til Rømø med rusk i håret

Volkswagen har gennem mere end 70 år produceret cabrioletbiler, og nu får denne lange historie et nyt og spændende kapitel med den nye T-Roc Cabriolet. Volkswagen har givet cabriolet-konceptet en ekstra dimension, og VieW tester det på en tur gennem sommerlandet med Rømø som slutdestination.

(VieW September 2020 nr. 2 Årgang 46) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Et forår med coronavirus, nedlukning af landet og voldsomme begrænsninger i vores gøren og laden i hverdagen, har kun fået os til endnu mere at værdsætte den frihed, som vi altid har taget for givet. Danmark er åbnet igen. Sommeren er ankommet med sol og varme. Og jeg sidder i den nye T-Roc Cabriolet med kalechen pakket ned bag bagsæderne og har frit udsyn til en skyfri himmel. Kursen er sat mod Rømøs hvide og vide strande. Oplevelsen af frihed har ikke været mere intens end siden … ja, jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har følt friheden så intens. Biler er et firehjulet symbol på frihed, og det kommer næppe stærkere til udtryk end i en cabrioletmodel. Og den nye T-Roc Cabriolet tager det koncept et skridt videre ved at være den første cabriolet-version af en crossovermodel i dette segment. Den står som et firehjulet udtryk for dem, der ikke går på kompromis og accepterer nogen begrænsninger, når der skal vælges bil efter hjertet. T-Roc Cabriolet er bilen, når livet skal leves fuldt ud. Volkswagen har gennem 70 år været dedikeret til cabriolet-konceptet. Den første Boble Cabriolet rullede af samlebåndet i 1949 og var udviklet i samarbejde med tyske Karmann i Osnabrück. I 2009 blev Karmann opkøbt af Volkswagen, og denne afdeling står nu for udvikling og produktion af Volkswagens cabriolet-modeller med T-Roc Cabriolet som det nyeste skud på stammen. Nu er T-Roc Cabriolet ikke en cabriolet, som vi har været vant til. Gennem årtier har vi haft cabriolet-versioner af almindelige familiebiler som Boblen, New Beetle og flere generationer af Golf, men i de seneste år har verden forelsket sig i crossover- og SUV-modeller.  

T-Roc Cabriolet har en unik appeal med kombinationen af SUV-design og kaleche. Den udstråler en go-anywhere-attitude og er lige så meget på hjemmebane i storbyen som på stranden.

Hvorfor ikke tage det bedste af to verdener og skabe et unikt køretøj? Du får SUV’ens robuste designudtryk og den høje siddehøjde kombineret med cabrioletens stilfulde design og intense vind-i-håretkøreoplevelse. Jeg elsker den intense køreoplevelse, når kalechen er nede, men ved kørsel på en motorvej med hastigheder på op til 130 km/t. foretrækker jeg, at kalechen er lukket. Støjkomforten er til gengæld fortrinlig takket være kalechens to lag stof og et tykt lag skumisolering imellem, så jeg behøver ikke skrue op for volumen for at kunne nyde Jonah Blacksmith fra det vellydende Beats-lydanlæg (ekstraudstyr) til fulde. Den 1,5-liters 150 hk stærke TSI-motor summer afdæmpet ude foran, og den adaptive undervogn (ekstraudstyr) sikrer en glimrende affjedringskomfort, selvom vores T-Roc R-Line Cabriolet ruller på flotte 19” San Marino letmetalfælge med dæk, der ikke ser ud til at være tykkere end mine skosåler. Når kalechen er lukket, opleves interiøret i T-Roc som værende mere intimt end i almindelige T-Roc, fordi kalechens taglinje skaber fornemmelsen af at sidde i en sportscoupé. 

T-Roc Cabriolet måler 40 mm mere mellem akslerne end en 5-dørs T-Roc, hvilket giver god plads til 4 voksne i interiøret, og den sammenpakkede kaleche gemmer sig nede bag bagsædet.

De sidste 75 km foregår ad landevej, og da skyerne på himlen er trukket mod øst, og solen stråler fra en skyfri himmel, gør jeg et hurtigt pitstop for at slå kalechen ned. Det klares med en enkelt finger på knappen, og 9 sekunder senere har kalechen gemt sig pænt af vejen bag bagsædets ryglæn. Faktisk havde jeg ikke behøvet at holde helt stille, da du kan åbne eller lukke kalechen ved hastigheder på op til 30 km/t. De 150 hk og den effektive 7-trins DSG-gearkasse sender hurtigt T-Roc Cabriolet op på de 80 km/t., og med fri udsigt til blå himmel og sol får køreoplevelsen en helt ny dimension. Livsglæden får et seriøst nøk op ad skalaen, og duftene og lydene fra omgivelserne gør turen gennem det vestjyske landskab mere intens. Du oplever ganske enkelt mere under kørslen, end når du sidder i en normal bil med ståltag over dit hoved. Da jeg ruller ud på den 12 km lange dæmning, der fører over til Rømø, kan jeg næsten smage det saltede Vesterhav i den fugtige luft. Vindskærmen, der er standard og nem at montere bag forsæderne, sørger effektivt for at reducere turbulens, og du har en bedre chance for, at din frisure ikke er blæst helt ud af facon, når du når frem. Ingen fare for mig med min beskedne hårpragt gemt af vejen under en kasket.

Med kalechen og alle fire sideruder nede cruiser jeg rundt på Rømø, der igen er blevet befolket med turister og emmer af sommerliv. Jeg triller ned på den enorme Lakolk strand, og hele vejen langs vandet er der parkeret utallige campingbusser og SUV’er – langt de fleste med tyske nummerplader. Lige nu og her kan jeg ikke komme i tanke om en anden bil, der ville være mere perfekt end en T-Roc Cabriolet. Uden tag over hovedet og afskærmende sideruder får jeg en ufiltreret oplevelse af omgivelserne, og samtidig kommer T-Roc’s SUV-appeal til sin rette, da jeg sidder højere og har et bedre udsyn, end jeg ville have i en almindelig cabriolet. 

T-Roc’s højde indgyder også en fornemmelse af sikkerhed, og der er passet på godt på passagererne i bilen, nu hvor du ikke har et beskyttende ståltag over hovedet. Hele frontruderammen og gulvet er forstærket, og i tilfælde af at bilens sensorer registrerer risiko for, at bilen kan vælte om på siden, popper på et splitsekund to tykke paneler op bag hver af bagsædets nakkestøtter og beskytter. Det er meget betryggende, især fordi T-Roc Cabriolet egner sig som en 4-personers bil.

”Støjkomforten er fortrinlig takket være kalechens to lag stof med et tykt lag skumisolering imellem.” 
Volkswagen
”T-Roc’s dynamiske og kraftfulde design har fået en ekstra dimension i cabriolet-versionen”
Volkswagen

Jeg har prøvet mange cabrioletbiler, og i mange tilfælde fungerer de bedst som 2-personers, da den nedfoldede kaleche og al mekanikken dertil har gjort et indhug i rummeligheden, der forvandler bagsædet til at nødsæde. Det er ikke tilfældet i T-Roc Cabriolet, hvor du sagtens kan invitere et par voksne størrelser med på bagsædet, og den gode rummelighed er opnået ved, at T-Roc i cabriolet-versionen har 4 centimeter længere akselafstand end den 5-dørs T-Roc. Et eller andet sted skal kalechen være, og det betyder, at bagagerummet er mindre, men med en størrelse på 284 liter kan du sagtens have 3 store bløde rejsetasker med på ferieturen.Den lange tur fra København og den friske havluft har gjort mig sulten, og jeg kører op fra stranden og parkerer ved et torv med spisesteder. Det nyeste medlem af T-Roc-familien tiltrækker sig opmærksomhed, og flere spørger nysgerrigt til den topløse Volkswagen, specielt et par mænd, der er kørende i en Boble Cabriolet og den gamle W181 ”Jagdwagen”. T-Roc’s dynamiske og kraftfulde designudtryk har kun fået en ekstra dimension i topløs tilstand, og alt efter smag kan du vælge den sportslige R-Line, som jeg er kørende i, eller den elegante Style-version. Uanset hvilken af de to versioner du vælger, udstråler T-Roc Cabriolet livsglæde, og den giver enhver køretur en ekstra dimension.