Hverdagens Volkswagen

Lille bil. Stort indtryk.

Hverdagens Volkswagen

Lille bil. Stort indtryk.

Den nye T-Cross er den mindste i Volkswagens familie af SUV-modeller, men det er forventningerne ikke blevet mindre af. T-Cross kører lige ind i en bilklasse, der er populær i Danmark, og som voksede med 46 % i 2018. VieW tog til Mallorca og havde første stævnemøde med Wolfsburgs nye lille SUV, der er stor på alt.

(VieW April 2019 nr. 1) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Efter mødet med T-Cross har jeg det med den, som jeg har det med en 10 årig dreng, du iklæder et jakkesæt. Det giver ham udstråling og autoritet som en større og ældre person, selvom han rent fysisk ikke har ændret størrelse. Den nye T-Cross måler 411 cm i længden, hvilket er en pæn størrelse, men når vi er i SUV’ernes univers er det størrelse small. Men alt er ikke, som de 411 cm lader en tro. Den nye T-Cross er kompakt udenpå, men med stærke virkemidler fra designernes hånd har den visuel udstråling som en stor SUV. Den høje lodrette kølergrill med den dybe udskæring, de lave, men brede forlygter og motorhjelmens markerede linjer får T-Cross til at synes større, mere robust og dynamisk. Det er det indtryk, T-Cross efterlader, da jeg for første gang ser T-Cross på asfalten på Mallorca, hvor Volkswagen præsenterer motorjournalister for det nyeste tilkomne medlem af SUV-familien. Og det skal senere vise sig, at designet ikke er det eneste punkt, hvor T-Cross giver associationer til en større bil.

En T-Cross til enhver smag.
Parkeringspladsen er fyldt med 22 styk T-Cross i forskellige farver og udstyrsspecifikationer, der på et øjeblik demonstrerer mulighederne for at vælge en T-Cross, der ikke nødvendigvis er magen til naboens. Jeg går forbi en T-Cross Life med Energetic Orange designpakke der betyder, at den står på smarte 17” Manila-alufælge med orange overflader, har orange sidespejle, og indeni går den orange farve igen på instrumentbordets 3D-dekor og midterkonsollens beklædning, mens sæderne har Diaq-Orange/ Cermaique-betræk. Den T-Cross er iøjnefaldende og fuld af spræl, men du kan også vælge den mere diskrete Bambus Garden eller Black designpakke. 

Du sidder 10 cm højere i T-Cross end i Polo og har et godt udsyn. Alle T-Cross kommer udstyret med infotainment-anlæg med 8” touchskærm i farver. Bilen her er vist med R-Linekombipakke og Active Info Display.
T-Cross Style i Pure Hvid med R-Line eksteriør og 18” Nevada-letmetalfælge.

Jeg har fået nøglen til en T-Cross Style i Reef blå metallak med R-line kombipakke. Med sine 18” Nevada-fælge, der fylder godt ud i skærmkasserne, og dørpaneler og R-Line-kofangere i karrosserimatchende lakering emmer den lille SUV af eksklusivitet og sportsappeal. Bagfra har T-Cross masser af karakter med et sort bånd med en integreret refleksstribe, der forbinder de to markante LED-baglygter. Den blå T-Cross giver mig straks lyst til at åbne døren og springe ind på forsædet, men først åbner jeg bagklappen og smider kufferterne ind i bagagerummet. T-Cross’ kompakte bagende gemmer på et overraskende stort bagagerum, der minimum rummer 385 liter (+30 liter i forhold til Polo), men har du eksempelvis børn på bagsædet, kan det længdeforskydes frem med op til 14 cm, og så kan bagagerummet nu gabe over 455 liter – rigeligt til en families feriebagage. Går turen i stedet til IKEA eller planteskolen, vil du værdsætte, at du nemt kan folde bagsædets ryglæn ned og få 1.281 liter bagagerum, og i Life og Style-versionerne kan det forreste passagersædes ryglæn ydermere lægges ned, så det er muligt at medbringe lange genstande. Det er STORT i en lille bil.

Størrelse small udenpå, large indeni.
De marginale ekstra centimeter i længden i forhold til Polo gør ikke den store forskel, men det gør de 11 cm ekstra i højden. Det mærker jeg, da jeg åbner døren og svinger mig ind på førersædet. Du sætter dig ikke ned i, men ind i T-Cross, hvor sædet er placeret 10 cm højere end i en Polo. Det er ikke kun en fordel, når jeg skal ind eller ud af bilen, det giver mig også et bedre udsyn i trafikken, og den forhøjede siddeposition giver den rette fornemmelse af SUV. Den mere oprette og højere siddeposition i kabinen giver en bonus i forhold til bagsædet, hvor voksne personer kan sidde uden problemer og har benplads på niveau med biler i klassen over T-Cross. Jeg kan sidde med krydslagte ben, når forsædet er indstillet efter min størrelse. Igen stikker den lille T-Cross ud i forhold til standarden i denne bilklasse, og igen overrasker den STORT.

T-Cross kan i første omgang fås med to 1,0 TSI-motorer, der yder henholdsvis 95 og 115 hk, hvor sidstnævnte kan bestilles med 7-trins DSG-gear. Senere kommer en 95 hk 1,6 TDI-dieselmotor
T-Cross Style i Pale Cobber-metallak og 18” Funchal-letmetalfælge.

Kørekomfort med stort K.
Det er tid til at trykke på startknappen og vække 1,0 TSI-motorens 115 hk og lade navigationsanlægget guide mig ud af Palma by med kurs med byen Inca. Der er ikke megen trafik her på øen uden for sæsonen, og jeg kører forbi flere store parkeringspladser, hvor der holder flere tusind nye biler klar til at blive indregistreret som udlejningsbiler, når højsæsonen kommer, og turisterne fordobler befolkningstallet.

Jeg når hurtigt frem til motorvejen og sætter den adaptive fartpilot på 110 km/t, så den automatisk holder afstanden til de forankørende, mens vognbaneassistenten (Lane Assist) holder T-Cross i banen, og Blind Spot-sensor advarer mig effektivt mod biler i min blinde vinkel. Samme system advarer mig også effektivt mod tværgående trafik, hvis jeg er ved at bakke ud af en parkeringsbås. 

Den slags standardudstyr gør hverdagens kørsel nemmere og mere sikker. Den 1-liters TSI-motor accelererer friskt akkompagneret af et karakteristisk 3-cylindret lydbillede, mens den 7-trins DSG-gearkasse smutter hurtigt op gennem gearene, så T-Cross hurtigt når cruising-hastighed. På vej ud af motorvejen får jeg igen oplevelsen af, at T-Cross leverer noget, der er et niveau højere, end jeg forventer af en bil i denne klasse. Med 18” store hjul og dæk i dimensionen 215/45-18 var jeg skeptisk i forhold til komforten, men T-Cross er overraskende komfortabel i affjedringen, og sammen med det lave støjniveau sidder jeg igen og tænker STORT.

Denne lille SUV har kørekomfort som en langt større bil og gør de lange stræk til en nydelse og ikke en prøvelse. Til det bidrager også den velindrettede førerplads, hvor infotainmentanlæggets 8” touchskærm er placeret i samme højde som den digitale Active Info Display-instrumentering (ekstraudstyr), begge med en flot grafik og logisk opbygning af informationerne, der giver mig et optimalt overblik. Jeg kan selv – via view-knappen – skifte mellem forskellige instrumentvisninger i Active Info Displayet, og lige nu har jeg valgt navigationsanlæggets kortvisning, så jeg ikke skal sidde og kigge til højre på infotainmentanlæggets skærm. 

T-Cross er udstyret med et bagsæde, der kan forskydes i længderetning med op til 14 centimeter, så du får ekstra god benplads eller større bagagerum.

Veloplagt maskine og hurtigt DSG-gear

Vi kører af motortrafikvejen ved Inca og krydser gennem byens centrum. Herinde viser T-Cross sig at være handy med sine kompakte dimensioner, gode udsyn og direkte styretøj. Ude af byen drejer vi nordpå mod bjergene, hvor små snoede veje tager over. Her er masser af skarpe sving og stigninger, men med DSG-gearkassen sat ned i sports program reagerer den hurtigt med de rigtige gear, så TSI-motorens 115 hk holdes til ilden. T-Cross accelererer friskt ud af svingene, og selvom den er 11 cm højere end en Polo, har bilen en harmonisk balance og besidder en fin dynamik, når vejforløbet bliver udfordrende. Her mærkes det, at T-Cross er dynamisk af natur og mere opfører sig som en personbil end som en SUV. 

T-Cross Style i Makena Turkis metallak og 18" Køln-letmetalfælge og LED-forlygter

Beats-lyd og LED-lys.

Efter at have kørt op gennem bjergene kommer jeg over til Mallorcas nordkyst og fortsætter ad vej Ma-10, der løber højt oppe med en fantastisk udsigt ud over havet. På toppen af en bakke ligger den lille landsby Deia, der er kendt som kunstnerbyen, da mange kunstnere fra musik-, film- og litteratur-verdenen har opholdt sig i byen. Rolling Stones og The Beatles har opholdt sig her uden for paparazziernes lange linser, og Sir Richard Branson ejer La Residensia hotel. Lige nu her i slutningen af marts måned er her meget stille og en kold vind rusker godt i mig, så jeg skynder mig ind i T-Cross. Sædevarme og klimaanlæg (ekstraudstyr) giver mig hurtigt varmen, og turen fortsætter med Elvis Costello og hans band, der fylder kabinen med vellyd via beats-anlæggets højttalere. På de til tider smalle bjergveje begår den lille T-Cross sig glimrende, og som solen forsvinder ned i havet og suger lyset med sig, har jeg fornøjelsen af et par stærke LED-forlygter, der lyser vejen effektivt op. Takket være Light Assist, der automatisk skifter mellem nær og fjernlys, enerer jeg ikke de få modkørende biler, jeg møder på denne vej. På vejen ned mod Palma, sidder jeg i T-Cross og summerer dagens indtryk op. Det er på forunderlig vis lykkedes at koge alt det ned, du normalt får i en SUV i de større klasser. T-Cross har udstråling, rummelighed, sikkerhed og komfort, der rækker ud over, hvad vi er vant til i en bil i denne størrelse. I T-Cross får du det blot i en mere praktisk og prismæssig fordelagtig størrelse. Du kan selv opleve det, hvis du besøger din Volkswagen-forhandler den 27.-28. april. 

”Takket være sine kompakte dimensioner er T-Cross handy i byen, men ude på de udfordrende stykker asfalt fører den sig frem med dynamik og kørekomfort som en ‘voksen’ SUV”
Volkswagen
T-Cross Style i Reef blå metallakering med R-Line eksteriør og 18” Nevada-letmetalfælge.