Hverdagens Volkswagen

Lille bil, stort format

I 1975 introducerede Volkswagen den første generation af Polo, og det blev starten på en succes, der nu har varet i over fire årtier. Meget har ændret sig, men ikke filosofien bag Volkswagens populære minibil, der altid har leveret stort format i en kompakt indpakning.

(VieW December 2021 nr. 2 Årgang 47) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

1970’erne var et lige så skelsættende årti for Volkswagen, som det, vi oplever i dag, hvor Volkswagen har taget hul på en ny æra med introduktionen af de nye elektriske ID.-modeller. I 1973 introducerede Volkswagen den første Passat, i 1974 fulgte den første Golf og Scirocco og i 1975 blev modelprogrammet rundet af med den første Polo. Volkswagen havde inden for tre år introduceret et komplet nyt modelprogram, og æraen med den baghjulstrukne Boble og dens legendariske luftkølede boxermotor lakkede mod enden. Et nyt og moderne Volkswagen var blevet født. Den første Polo blev markedsført som en kompakt bil, der var billig, adræt, brændstoføkonomisk og nem at parkere, men som også var rummelig, komfortabel og sikker som en stor bil. Det var BILEN, der ifølge Volkswagen gjorde en ende på enhver diskussion om lille bil kontra stor bil. Og den første Polo var lille. Faktisk var den med en længde på kun 350 cm hele 10 cm kortere end en up!, og med en egenvægt på kun 685 kg behøvede den ikke meget mere end en 0,9-liters motor med 40 hk og 61 Nm til fremdrift.  Spol tiden 46 år frem, og vi står med den nye faceliftede version af sjette generation Polo. Den fremstår som en særdeles voksen størrelse, når den står parkeret ved siden af første generation Polo. I dag måler en Polo hele 407 cm i længden og vejer lige over 1.100 kg, så der er på alle måder tale om vokseværk. 

Når man tænker på, hvor mange funktioner og informationer Digital Cockpit og infotainmentsystemet i den nye Polo favner, er det imponerende nemt og intuitivt at navigere rundt i systemets mange muligheder. Naturligvis skal du lige tage dig tid til at sætte systemet op med dine egne præferencer den første gang, men derefter er det ikke sværere end at betjene din smartphone. Hvor du i den nye Polo har et cockpit med hundredvis af funktioner og informationer, ja, så var livet noget mere enkelt bag rattet af en Polo fra 1970’erne. Foran mig har jeg det meget spinkle rat, der havde to funktioner. Jeg kunne styre bilen med det, eller jeg kunne dytte, hvis noget kom i vejen, og instrumentbordet har en knap til at tænde for bilens udvendige lys, en til justering af ventilationssystemets luftstrømme, temperatur og blæserens tre trin og… ikke andet. Her var i hvert tilfald ikke noget, der kunne distrahere dig under kørslen. Det er ikke kun nemt at orientere sig i forhold til bilens funktioner, du har også et formidabelt godt udsyn i en Polo fra 1970’erne. Kravene til kollisionssikkerhed var ikke lige så skrappe dengang som i dag, så bilens tag hviler på nogle tynde stolper, hvilket til gengæld betyder, at jeg har perfekt udsyn næsten 360 grader rundt om bilen. 

Her er livet om bord den nye Polo en hel del mere afslappende, da Travel Assist-systemet automatisk accelererer eller bremser bilen i forhold til trafikken, og den 110 hk stærke turboladede 1,0 TSI-motor spiller perfekt sammen med 7-trins DSG-gearkassen og holder tempo i Polo på en vidunderlig harmonisk måde. Polo er samtidig godt støjdæmpet, og affjedringen holder ujævnheder i asfalten effektivt ude af kabinen, og man sidder med en oplevelse af kørekomfort som i en større og dyrere bil. Her kan den gamle Polo anno 1975 godt være med, for den kører imponerende godt, og du kan godt fornemme, at marketingsafdelingens påstand om komfort som i en stor bil ikke var taget ud af den blå luft. Selvfølgelig er der en verden til forskel på en Polo fra 1975 og den nyeste generation. Alligevel fornemmer du, at filosofien om at du ikke skal gå på kompromis, selv om du har valgt en mindre og billigere bil, er videreført gennem de 46 år og seks generationer af Polo. Du skal ikke gå ned på udstyr, siger man, og det kommer du ikke til med den nye Polo, der byder på de samme muligheder og finesser, som du har i langt dyrere biler. Det er en kompakt bil med stort format.

De mange ekstra centimeter og kilo i sjette generation Polo er ikke bare ”tomme kalorier”, de er resultatet af nutidens øgede krav til sikkerhed og komfort. Ligesom dengang i 1975 er den nuværende Polo designet til, at du ikke går på kompromis ved at vælge en relativ kompakt bil. Og det gælder alt fra bilens egenskaber til diverse teknologier. Den nye Polo nyder godt af Volkswagens filosofi om at demokratisere teknologi, så de mange nye innovative løsninger fra dyrere bilmodeller også finder vej til de mindre og økonomisk mere tilgængelige biler. Det mærker du, så snart du tager plads bag rattet i den nye Polo. Det stilrene instrumentbord er domineret af Digital Cockpit-instrumentering og et infotainmentsystem med en 9,2” touchskærm (ekstraudstyr), der fremstår som én stor integreret enhed. Via en view-knap på multifunktionsrattet kan jeg skifte mellem tre forskellige layouts af instrumenteringen og dermed få lige den prioritering af displayets informationer, som jeg finder optimal i forhold til min kørsel. Er Polo udstyret med Navigation Discover Pro (ekstraudstyr) og Digital Cockpit Pro (ekstraudstyr) med 10,25”-display, har jeg mulighed for at få vist navigationsanlæggets kort i hele instrumenteringens bredde, så jeg har det lige i mit synsfelt. 

Her har du ikke brug for blind spot sensor eller parkeringssensorer. Den nye Polo nyder godt af Volkswagens nyeste innovationer inden for sikkerhed, og allerede i udstyrsversionen Life får du vognbaneassistent (Lane Assist), blindvinkel sensor (Blind Spot censor), parkeringsassistent og Travel Assist, der kombinerer den adaptive fartpilot og vognbaneassistenten, så Polo bliver delvist selvkørende. Sikkerhed og kørekomfort får et ekstra nøk op i Style-versionen, der kommer med IQ.Light-LED-matrix-forlygter, der konstant tilpasser lyset efter kørselsforholdende, så du har mulighed for at køre med permanent fjernlys uden at genere medtrafikanter. Du skal bare prøve at køre på en mørk landevej, og du vil aldrig undvære det. Det er ikke meget lys, der kommer ud af de gamle halogenforlygter på den gamle Polo, men tempoet var også mere adstadigt dengang. Det giver sig selv med beskedne 40 hk under motorhjelmen, men den beskedne motorkraft er nok til at cruise roligt af sted, men du kan godt mærke, at trafikken accelererer noget hurtigere, når du deltager i myldretidens stop-and-go-rytme.