Hverdagens Volkswagen

Volkswagen T-Cross 2019 - funky og fleksibel

Hverdagens Volkswagen

Volkswagen T-Cross 2019 - funky og fleksibel

Vores kompakte, fleksible og cool T-Cross, er stadig tilgængelig i blandt Volkswagens udvalg af SUV-modeller. I dag kan du både finde modellen som T-Cross 2019 og T-Cross 2024. Modellen er mere kompakt end både T-Roc og Tiguan og er skabt til at passe ind i storbyernes jungle af tæt trafik og smalle gader. Alligevel har den plads, komfort og sikkerhed til eventyr på de lange stræk.

(VieW December  2018 nr. 3) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

T-Cross er cool

T -Cross skiller sig ud fra mængden og efterlader sig et uforglemmeligt indtryk. Den bærer tydeligt Volkswagens design-DNA, alligevel er den helt sin egen. T-Cross er bygget på samme platform som en Polo, men den er meget mere end blot en høj version af samme bil, for Volkswagens designere ønskede at skabe en bil, der nok var kompakt i de ydre mål, men havde udstråling som en stor SUV.

Volkswagens SUV bærer et letgenkendeligt og karakterfuldt frontdesign med en markant frontspoiler og en stor, bred kølergrill med elegant integrerede forlygter i stil med det, som vi har set på Volkswagens store luksus-SUV Touareg og Arteon. Er T-Cross udstyret med LED-forlygter (ekstraudstyr), løber en smal linje af LED-lys inde i lygten og flugter med kromlisten i kølergrillen, hvilket giver T-Cross et sofistikeret look. Frontkofangerens sorte element, hvori tågeforlygterne med kromkant er integreret (ekstraudstyr), er yderligere med til at give T-Cross sports- og offroadappeal. Hen langs karrosserisiderne har T-Cross en skarp linje, der løber fra forlygternes overkant, gennem dørhåndtagene og hen mod den bageste del af bilen, hvor linjen giver bilen en muskuløs skulder og et dynamisk udtryk. De store hjulkasser med matsorte skærmkanter bidrager sammen med de sportslige alufælge til at give bilen et stærkt og cool designudtryk. 

”T-Cross er kompakt målt på de ydre mål, men vi har givet bilen et stærkt visuelt udtryk, der understreger slægtskabet med Tiguan og Touareg”
Claus Bischoff
Designchef hos Volkswagen

Du er heller ikke i tvivl, om det er T-Cross, der kører foran dig, da designerne har givet modellen et udtryksfyldt design bagtil, hvor den er kendetegnet ved at have store og markante LED-baglygter, der er forbundet af et sort plastikelement med integreret refleks. Dette designelement får T-Cross til at se bredere ud. Bagenden er mindre coupé-lignende, end det er tilfældet på storebror T-Roc, da den kortere T-Cross er designet med stort fokus på rummelighed i både bagagerum og kabine. Dette giver bilen en mere opretstående profil og et mere klassisk og robust SUV-look. Afhængig af udstyrsversion vil denne årgang af T-Cross være udstyret med tagbøjler, der er sortlakerede på det midterste udstyrsniveau kaldet for Life, hvor de på topversionen Style er sølvfarvede.

Den T-Cross, der ses på fotos her i artiklen, er udstyret med en sportslig R-Line-designpakke, der bl.a. kan kendes på en ny frontkofanger med R-Line design, og de nederste dele af dørene og bagkofanger er lakeret i karrosserimatchende farve, hvor de øvrige versioner (T-Cross basis, Life og Style) er sorte. Desuden kører T-Cross R-Line på 17” fælge med et mere sportspræget design, hvor 16” Belmont-alufælge er standard på Life-versionen og 17” Chesterfield på Style-versionen. T-Cross kan også fås med designpakkerne ”Energetic Orange”, ”Sort” og ”Bambus Garden”, hvor alufælge, sidespejle og dele i interiøret har samme kontrastfarve.

Uanset om du vælger en T-Cross Life, Style eller R-Line, får du en kompakt SUV med en stærk og karakteristisk udstråling, der skiller sig ud fra mængden. 

T-Cross er praktisk

Volkswagens designere har iklædt T-Cross et design, der udstråler attitude som en SUV i et større format, og det indtryk går igen inde i det smarte interiør, hvor du bliver overrasket over siddeposition, rummelighed og udsyn for en bil af denne størrelse. I T-Cross sidder du 10 cm højere end i Polo, hvilket gør det nemt at stige ind eller ud af bilen, og samtidig giver den højere siddeposition og de veldimensionerede sideruder og frontrude dig et godt overblik og udsyn i trafikken. Du sidder med en god fornemmelse af sikkerhed og selvtillid, når T-Cross dribler gennem trafikken. 

Interiøret er overraskende rummeligt og giver passagererne indtryk af, at de sidder i en større bil, selv om T-Cross udenpå er kompakt og handy som en minibil, når den skal takle trafik eller finde en parkeringsbås. Takket være en mere opret siddeposition er der skabt fornem plads til fire fuldvoksne personer med god benplads til bagsædepassagererne. T-Cross er bygget på en såkaldt MQB-platform, der har gjort det muligt at skubbe hjulakslerne langt fra hinanden, hvilket spiller en central rolle i at skabe det rummelige interiør.

T-Cross er ikke kun optimalt indrettet i forhold til at skabe god komfort for passagerer, i designet af interiøret har man haft stort fokus på at integrere en høj grad af fleksibilitet, der gør T-Cross alsidig og egnet til at dække en bred vifte af transportopgaver. Fleksibiliteten er optimeret med et bagsæde, der kan forskydes med op til 14 cm i længderetning, så enten får bagsædepassagererne mere benplads, eller bagagerummets kapacitet udvides fra 385 til 455 liter. 

Har du brug for mere plads i bagagerummet, når du skal hente en reol i IKEA, have din mountainbike med i skoven eller køre gamle brædder på genbrugspladsen, klarer T-Cross også nemt opgaven. På ingen tid kan du forvandle og tilpasse bilens interiør til opgaven takket være et bagsæde, hvor ryglænet er delt 60:40 og nemt kan lægges ned i plan med den variable bagagerumsbund (standard på Life og Style), så bagagerumskapaciteten øges op til 1.281 liter. 

Det gør T-Cross til en af de rummeligste biler i klassen. Ydermere kan T-Cross udstyres med et passagersæde foran, hvor ryglænet ligeledes med et snuptag kan foldes fremover, så du kan transportere lange ting inde i interiøret.

T-Cross er kompakt udenpå, men storslået på rummelighed og fleksibilitet indeni. Den er skabt til at transportere en lille familie plus det løse i hverdagen eller på ferieturen og samtidig gabe over større ting, der ligger ud over de normale gøremål.

”Et længdeforskydeligt bagsæde, et foldbart forreste passagersæde, og en variabel bagagerumsbund giver dig fleksibilitet og rummelighed som i en større bil”

T-Cross er intuitiv og digital

Det er ikke kun siddepositionen og den gode rummelighedsfornemmelse i T-Cross, der giver dig fornemmelsen af at sidde i en bil, der føles større end den faktisk er. Layout, digitalisering og connectivity giver dig mange af de samme muligheder og funktioner, som du normalt kun kan nyde i større og dyrere biler.

Instrumentbordet i T-Cross er kantet, cool og giver interiøret visuel bredde, og Composition Media-infotainmentanlæggets 8” touchskærm i farve er harmonisk integreret i designet. Active Info Display-instrumenteringen (ekstraudstyr) giver sammen med infotainmentanlægget den fuldendte oplevelse af et digitalt cockpit. Placeringen af instrumentering og infotainmentanlæg i samme højde giver dig et optimalt overblik over informationerne, så de mindst muligt afleder din opmærksomhed fra trafikken ude foran bilen.

Både infotainmentanlægget og Active Info Display har en tydelig grafik, og det er ekstremt intuitivt at bevæge sig rundt i menuerne og prioritere, hvilke informationer er vigtigst for dig i den givne kørselssituation. 

Har du tilkøbt App-Connect, kan du tilkoble din smartphone og via infotainmentanlæggets touchskærm anvende udvalgte apps, eller din stemmestyrede Siri kan læse dine beskeder op og reagere på dine stemmekommandoer . Det er også muligt at tilkøbe induktiv opladning af din smartphone, så du blot lægger den i midterkonsollens aflæggerum, og opladningen startes automatisk. T-Cross er også udstyret med en ny generation af multifunktionsrat, hvor design og layout af knapperne til de mange funktioner er optimeret, så du kan betjene flere funktioner hurtigere og nemmere uden at skulle fjerne hænderne fra rattet og øjnene fra vejen foran dig. Interiøret i T-Cross ser smart og cool ud med instrumentpaneler, der fås i seks slags og som i struktur og farve kan matche sædebetræk, rattets dekorelement og den lakerede midterkonsol. Du kan også vælge en designpakke til Life- og Style-versionerne, hvor instrumentpanelerne har et tredimensionelt mønster, sæderne har tofarvet betræk, og rat, midterkonsol, sidespejle og hjul har matchende farve. Du kan vælge mellem tre designpakker: Black, Energetic Orange og Bamboo Garden. I Style bidrager en stribe af ambiente lys i instrumentbordet til en helt speciel atmosfære inde i T-Cross, når mørket falder på.

T-Cross er sikker og hjælpsom

T-Cross tilbydes med en stribe af sikkerhedsfeatures, der normalt er forbeholdt større biler, hvilket gør bilen til en af de mest sikre i sin klasse. Ud over den indbyggede kollisionssikkerhed, der er opnået takket være et robust og stærkt karrosseri, kommer T-Cross med et omfattende sikkerhedssele- og airbagssystem og en stribe af assistentsystemer, der i første omgang skal reducere risikoen for en kollision. Det standardmonterede sikkerhedsudstyr omfatter bl.a. Adaptiv fartpilot, Front Assist med City Emergency Brake og fodgængerregistrering og Lane Assist, der advarer dig, hvis bilen utilsigtet overskrider vognbanens vejstriber. Du har også Hill Start Assist, der gør igangsætning op ad bakke nemmere. I T-Cross har du PreCrash-systemet, der beskytter passagererne ved automatisk at stramme selerne, lukke sideruderne og forberede airbags på en umiddelbar forestående kollision.

Som ekstraudstyr kan T-Cross udstyres med Blindspot sensor, der advarer mod trafikkanter i din blinde vinkel, og en parkeringog manøvreringsassistent, der automatisk styrer din T-Cross ind i parkeringsbås, der enten er parallelt eller vinkelret på bilen. Alle disse systemer passer ikke kun godt på dig, din familie og din T-Cross, det gør også kørslen mere komfortabel og afstressende.

T-Cross er kraftfuld og økonomisk

Ude under motorhjelmen og bag den brede kølergrill på T-Cross ligger turboladede motorer, der på harmonisk vis forener motorkraft, raffinement og god brændstoføkonomi. I første omgang introduceres T-Cross med to versioner af den 3-cylindrede 1,0 TSI turboladede benzinmotor, der yder henholdsvis 95 og 115 hk. Den mindste af de to motorer er udstyret med 5-trins manuel gearkasse, og med den kombination når T-Cross til 100 km/t på 11,5 sek. og har en topfart på 180 km/t, hvis du skulle køre et sted, hvor den slags er tilladt. Opgraderer du til en 115 hk-version, får du en 6-trins manuel gearkasse, en 0-100 km/t-tid på 10,2 sek. og en topfart på 193 km/t. Motorerne har identisk brændstofforbrug og kører 20,4 km/l (NEDC), og begge motorer kan bestilles med 7-trins DSG-gearkasse, der med sine hurtige og harmoniske skifte leverer en lækker kørekomfort. Ligger kørselsbehovet mere til en dieselmotor, kan T-Cross bestilles med en 95 hk/250 Nm stærk 1,6-liters TDI-motor, der har 5-trins manuel gearkasse. Den fås også med DSG.