Elektrisk Mobilitet

ID.R rekord i det grønne helvede

Elektrisk Mobilitet

ID.R rekord i det grønne helvede

Nürburgring Nordschleife, kendt som Det Grønne Helvede, lagde asfalt til endnu et rekordforsøg med den elektriske ID.R-racer. På 6:05.336 minutter racede ID.R gennem de 73 sving og 20,832 km asfalt og satte ny omgangsrekord for elbiler på den legendariske bane. Med en gennemsnitshastighed på 206,96 km/t. demonstrerede ID.R igen potentialet i Volkswagens elektriske drivlinje. 

(VieW September 2019 nr. 2) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

”Nürburgrings Nordschleife-bane er ikke kun verdens mest udfordrende racerbane, det er også den ultimative test for biler, ” siger Herbert Diess, koncerndirektør i Volkswagen Group. ”ID.R har klaret denne udfordring på imponerende vis og har gennemført den hurtigste, emissionsfrie runde nogensinde på Nürburgring. Dette er endnu et bevis på Volkswagens formåen indenfor e-mobilitet, og vi kan nu med stolthed sige, at vi er ’Nürburgring-godkendt’. Jeg ønsker hele teamet fra Volkswagen Motorsport og køreren Romain Dumas tillykke med den tredje rekord med ID.R.” Indenfor kun 12 måneder har Volkswagen Motorsport allerede sat tre banerekorder med ID.R.

Den 24. juni 2018 satte Romain Dumas på suveræn vis en ny rekordtid på 7:57.148 minutter på den legendariske Pikes Peak International Hill Climb-bane i USA. Kun tre uger senere satte han og ID.R med 43.86 sekunder en ny rekordtid for elbiler på Goodwood Festival of Speed i Sydengland. Nu er rekorden på den legendariske Nordschleife-bane tilføjet. For Romain Dumas, der er firedobbelt vinder af 24-timers Nürburgring-løbet, repræsenterer omgangsrekorden med ID.R endnu et

højdepunkt på hans favoritbane. ”At være indehaver af en rekord på Nürburgring gør mig umådelig stolt,” siger Dumas. ”For mig er dette den bedste og mest udfordrende bane i verden. Jeg ønsker at takke hele holdet fra Volkswagen Motorsport, der igen har ydet en fantastisk indsats. ID.R var perfekt sat op til Nordschleife-banen, og det var fantastisk sjovt at opleve den fænomenale acceleration og de høje svinghastigheder. Nürburgring-Nordschleife er min favoritbane. Selvom jeg har kørt tusindvis af kilometer på denne bane, giver det mig altid gåsehud, hver gang jeg kører ud af pitten på første omgang. At køre gennem historiske sektioner af banen som ’Flugplatz’, ’Fuchsröhre’ og ’Karussell’ er meget specielt i ID.R, der nærmest er lydløs”.

Med den elektriske rekord på Nordschleife har Volkswagen endnu en gang demonstreret det enorme potentiale, der ligger i e-mobilitet. ”Denne imponerende succeshistorie er resultatet af en minutiøs forberedelse af vores ingeniører, den fejlfrie indsats af hele teamet gennem testene og selvfølgelig den perfekte kørsel af Romain Dumas,” siger Sven Smeets – direktør for Volkswagen Motorsport.

Den franske racerkører Romain Dumas var igen manden, der kørte ID.R til endnu en rekord.
”For mig er dette den bedste og mest udfordrende bane i verden. Jeg får gåsehud, hver gang jeg kører ud af pitten på første runde.” 
Romain Dumas
Racerkører

Specielt tilpasset den udfordrende Nordschleife-bane.

For at sætte ID.R perfekt op til Nordschleife krævede det en omfattende videreudvikling af bilen i forhold til rekordforsøgene på Pikes Peak og Goodwood. ”Til den videreudviklede version af ID.R var aerodynamikken mere tilpasset målet om at nå den højeste topfart end maksimal downforce,” forklarer Francois-Xavier Demaison, teknisk direktør. Volkswagen benyttede know-how fra Formel 1, bl.a. DRS-systemet (drag reduction system), hvor føreren via en knap på rattet kan skifte indstillingen af hækvingen. En meget skrå hækvinge giver downforce i de små sving, hvor vingen skifter til en mere flad position og dermed mindre downforce og vindmodstand på banens lige strækninger. På den måde kan ID.R hurtigere og med mindre energi opnå topfarten. ”Med omfattende tests i simulator og på bane tilpassede vi ID.R til de unikke forhold på Nordschleife-banen og fokuserede hovedsageligt på opsætning af undervogn, styring af motorkraft og det optimale valg af dæk til rekordforsøget.”

ID.R er en racende ambassadør for fremtidens ID.-elbiler, og ID.R kombinerer Volkswagens tekniske ekspertise indenfor elektriske drivlinjer med fascinationen af motorsport. Med rekorden på Pikes Peak International Hillclimb og Nürburgring har Volkswagen demonstreret, hvad biler med elektriske drivlinjer er i stand til.