Hverdagens Volkswagen

Touareg på toppen

Den nye Touareg indtager nyt terræn med en fascinerende fusion af banebrydende digitalisering og avancerede assistent- og undervognssystemer. VieW stiger ombord i Touareg og tager på langtur til toppen af Danmark. 

(VieW September  2018 nr. 2) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Flagskibet er landet. Den nye Touareg. Toppen af Volkswagens hastigt voksende familie af SUV-modeller, der om kort tid vil omfatte alt fra den nye kompakte T-Cross over T-Roc og Tiguan til den nye, veldrejede Touareg. Når du ser den Aquamarine blå Touareg stå foran dig på parkeringspladsen, er du ikke i tvivl om, at Touareg er udset til at repræsentere det ypperste fra Volkswagen. Det imponerende nye frontdesign understreger tydeligt Touaregs position i Volkswagen-hierarkiet. Den nye brede kølergrill i krom med de elegant integrerede Matrix-forlygter giver Touareg et karakteristisk ansigt og giver hele bilen visuel pondus. I profil ser den store SUV slank og elegant ud, og skulderlinjen, der løber hen over dørhåndtagene og baghjulene til baglygterne, tilfører designet en fin muskuløs udstråling akkurat som på Volkswagens Arteon. Den står godt på vejen med sine 21” store og brede Suzuka-fælge (ekstraudstyr) med 225/40-dæk, der fylder hjulkasserne ud, og fælgenes polerede overflade harmonerer med bilens diskrete kromlister. Med Touareg er det lykkedes designerne at skubbe Volkswagens design i en ny retning og samtidig bevare det klassiske og eksklusive SUV-look, der giver bilen en tidløs appeal.

Detaljer som firehjulsstyring og luftaffjedring (ekstraudstyr) gør rejsen ombord i Touareg komfortabel og stressfri. Den 3-liters V6 TDI-dieselmotor er kultiveret, og med sine 600 Nm drejningsmoment flytter den uanstrengt den store SUV.

Jeg åbner døren og svinger mig op og ind i det læderbeklædte førersæde. Herinde har Touareg undergået en sand revolution. Her er der tale om et kvantespring i både design og funktionalitet, og wow-effekten er overvældende, når Touareg, som testbilen her, er udstyret med Innovision Cockpit inklusiv Active Info Display (ekstraudstyr). Eller det vil sige, at wow-effekten melder sig først, når du har trykket på startknappen, og den digitale Active Info-Instrumentering og infotainmentanlæggets 15” touchskærm lyser op og omdanner førerpladsen til et hightech-cockpit, der katapulterer oplevelsen bag rattet ind i fremtiden. Tro mig. Når du har oplevet dette, vil andre biler opleves som noget, der burde være på vej på museum. Effekten af Innovision Cockpit er overvældende, og når du samtidig ser, at den eneste analoge knap er volumenknappen, kunne man frygte, at du skal have en manual frem, før du overhovedet kan køre nogen steder.

Hurtigt finder du dog ud af, at Innovision Cockpit er lige så intuitivt indrettet som din iPad. Selvom en luksuriøs SUV som Touareg har et væld af funktioner, er det forbavsende let at manøvrere rundt i de forskellige menuer og funktioner. Du kan stort set selv konfigurere opbygningen af skærmbilledet på infotainmentanlægget. Du vælger selv genvejstaster til de mest benyttede sekundære funktioner, og du kan let ændre, hvilke menuer du vil have vist på forsiden. En detalje som sædevarme betjenes også nemt via touchskærmen, og en ”Home”-knap sender dig hurtigt tilbage til forsiden, når du har været dybere inde i en af menuerne. Hvis du lider af en skepsis for ny teknologi, kan du godt lægge den på hylden, for med et fingerknips har man ført indretning af førerpladsen ind i fremtiden, uden at klassiske dyder omkring ergonomi og funktionalitet er gået i glemmebogen.

Langturskrydser med loungeatmosfære
En luksuriøs SUV som Touareg er med sin overlegne motorkraft, luftaffjedring og lædersæder med massage (ekstraudstyr) født til de lange strejk, så jeg taster Skagen havn ind i navigationsanlægget, der melder tilbage, at turen er fem timer og 500 km lang. Et tryk på startknappen og den 3-liters V6 TDI-motor vågner med en svag brummen, og da jeg manøvrerer den store Touareg ud fra parkeringsbåsen kommer den første overraskelse. Takket være firehjulsstyring (ekstraudstyr) kan baghjulene ved hastigheder på under 37 km/t styre modsat af forhjulene, så Touareg drejer imponerende skarpt og har en venderadius på kun 11,19 meter, hvilket er mindre end for en Tiguan. Ved hastigheder på over 37 km/t styrer baghjulene i samme retning som forhjulene, hvilket bidrager til øget stabilitet lige ud og mere dynamik gennem sving. 

 Foreløbig kommer det til at gå ligeud i meget lang tid, og på vej ned ad motorvejstilkørslen træder jeg speederen ned, og de 600 Nm drejningsmoment skubber ubesværet den 1.995 kg tunge Touareg afsted. Motoren hæver ikke stemmen synderligt, og skiftene i den 8-trins automatgearkasse registrerer du kun ved, at nålen på omdrejningstælleren falder lidt for hvert skifte. 

Gearkassen smutter hurtigt op i 8. gear, og ved 130 km/t snurrer motoren ikke meget mere, end hvad der svarer til tomgang for mindre motorer. Via køreprofilvalgsfunktionen har jeg valgt komfortprogram, så luftaffjedringen eliminerer ujævnheder og lader Touareg cruise afsted i ophøjet ro. Den adaptive predictive fartpilot og Lane Assist holder Touareg sikkert i sporet og på afstand af de forankørende, hvilket gør kørslen endnu mere afstressende. Det er tid til at få testet Dynaudios lydanlæg, så jeg streamer et album med Sade fra min iPhone, og snart strømmer hendes silkebløde stemme og velproducerede musik ud fra de i alt 14 højttalere og fylder kabinen med et lydbillede så detaljeret, at jeg føler, at Sade sidder ved siden af mig og bandet på bagsædet. Smukt. Der er dømt loungestemning i Touareg, og du kan få lidt natklubstemning, når der er mørkt, for du kan via infotainmentsystemet vælge mellem 30 forskellige farver stemningslys i lister på instrumentbordet og i dørbeklædningen (ekstraudstyr). Siddekomforten er ypperlig, og du skal være usædvanlig besværlig, hvis ikke du kan finde den ideelle siddeposition i de 14-vejs justerbare forsæder (ekstraudstyr), der ydermere også kan massere dig og samtidig ventilere, så du ikke sidder og får svedige rygstykker. Touareg glider tyst og stabilt gennem det danske landskab, og da vi når Vejle, tager vi en afstikker fra motorvejen for at se det nye Fjordenhus, der er bygget af Kirk Kapital og tegnet af kunstneren Olafur Eliasson. Et fascinerende murstensbyggeri og en arkitektonisk perle, der ligger ude i vandet og minder om et slot fra en science fiction-film. 

Tung bil. Let på fod

Vi beslutter at køre fra Vejle og videre ad landeveje for at mærke Touaregs dynamiske kvaliteter, og med luftaffjedring, firehjulsstyring og 106 kg lavere vægt end forgængeren er ingredienserne der til at levere en ahaoplevelse. Jeg vælger sport-program i køreprofilvalgsfunktionen og mærker med det samme, hvordan affjedringen føles mere fast, styretøjet skarpere, og motor og transmission reagerer hurtigere på speederfodens kommandoer. Det er imponerende, hvordan det hele smelter sammen og skaber en fornemmelse af præcision og adræthed, der får dig til at glemme, at du faktisk sidder i en to ton tung og næsten fem meter lang SUV. De brede dæk og firehjulstrækket sikrer Touareg et solidt fodfæste, når du sender alle 600 Nm drejningsmoment ned i asfalten. Nu vil du typisk ikke køre en Touareg som en sportsvogn, men det er tillidsvækkende at vide, at den dynamisk er så disciplineret, at den er nem at håndtere, når du pludselig skal undvige en medtrafikant.

Den luksuriøse Touareg er med sin overlegne motorkraft, luftaffjedring og ventilerede lædersæder med massage født til de lange stræk

Længere oppe i Midtjylland søger vi igen ud på motorvejen, slår fartpiloten til og lader Touareg klare det meste selv. Endnu en detalje, der gør livet ombord nem i Touareg er Head-up-displayet (ekstra), der projekterer informationer op på frontruden såsom hastighed, færdselstavler, advarsler ved hastighedsoverskridelse og bedst af alt et detaljeret kort af det næste vejkryds inklusive navigationsanlæggets vejvisning. Head-up-displayet betyder, at jeg har blikket rettet mod vejbanen foran bilen, og faktisk er det yderst sjældent, at jeg kigger ned på selve instrumenteringen. Du kan – ligesom på Active Info Display-instrumenteringen – selv prioritere, hvilke oplysninger du vil have vist. I en bil som Touareg, hvor en bred vifte af funktioner (sæde, klimaanlæg, infotainmentsystem, navigation, lys etc.) er indstillet efter dine personlige præferencer, bliver det hele nemmere med Volkswagens Personal Key. Her er dine præferencer programmeret ind i nøglen, så alt automatisk indstilles til dig, hvis en anden person har ændret på indstillingerne.

De legendariske røde fiskepakhuse i Skagen er opført i 1905-07 og rummer i dag gode restauranter som Pakhuset 

I Aalborg tager vi igen en afstikker ind til byen, og ligesom i Vejle finder vi også her et unikt arkitektonisk byggeri i form af det nye Musikhus. Det er interessant, hvordan havnefronten i mange danske byer er blevet centrum for mange byggerier, der skal være et arkitektonisk fyrtårn i byen. Touareg er også Volkswagens-familiens fyrtårn på den måde, at den er udstyret med det ypperste teknologisk set, og for dem af os, der ikke nødvendigvis har budget til en Touareg, kan vi trøste os med, at megen af teknologien i Touareg de kommende år vil finde vej til mindre Volkswagen-modeller. Indtil da vil jeg nyde det sidste stykke af turen op mod Skagen, hvor regnvejret og stormstød desværre har meldt sin ankomst. Pludselig synes den varme sommer meget langt væk. I den slags uvejr, der fejer ind over landskabet i Danmarks nordligste del, værdsætter du endnu mere Touaregs evne til at pakke dig ind i gennemført komfort og holde kursen uden at lade sig mærke af stærk sidevind og vand på vejbanen. Det er ikke en bil, som du får svedige hænder af at køre i, medmindre du selvfølgelig har slået varmen i det læderbeklædte multifunktionsrat til. 

Touareg kan udstyres med en elbetjent svingbar trækkrog inklusive Trailer Assist, og den må trække op til 3.500 kg.

Touareg på toppen af Danmark
De fem timer, navigationsanlægget først oplyste, at turen ville tage, er takket være et par afstikkere blevet tættere på otte timer. Hvor byer som Vejle og Aalborg har fået en ny havnefront, er alt, som det plejer ved havnen i Skagen, og tak for det. De mange karakteristiske fiskepakhuse med røde bjælker, der i dag rummer restauranter og caféer, er en del af Skagens sjæl. De er en turistmagnet om sommeren, og selv på en regnvejrsdag som i dag er der mange turister, der hovedsageligt kommer fra et krydstogtskib, der rager godt op i en by, hvor husene sjældent bliver højere end tre-fire etager. Vi stikker ind i varmen på Restaurant Håkon i Pakhuset, hvor du får nogle af de bedste fiskeretter i byen.

Mørket er faldet på, og det er tid til at køre retur til København. På det første stykke landevej ned mod Frederikshavn får vi lejlighed til at teste endnu et par fine detaljer i Touareg. Vores testbil er udstyret med Night Vision (ekstra), hvor et infrarødt kamera scanner vejen foran (op til 130 meter) og reagerer på varmeudstråling, så du på et lille display kan se mennesker eller dyr i situationer med dårlig sigtbarhed. Hvis situationen skulle blive kritisk, advarer systemet dig og forbereder nødopbremsning. Matrix LED-forlygterne (ekstra) er også særdeles effektive på det mørke stykke landevej, hvor 128 LED-pærer i hver forlygte hele tiden automatisk regulerer lyskeglen via informationer fra kameraet, navigationsanlæggets kortdata, GPS-signaler, den aktuelle hastighed og ratudslag, så du får det mest optimale lys uden at genere modkørende. Det er yderligere detaljer som disse, der gør, at de fem timers køretur hjem til København bliver en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Det er Volkswagen på første klasse.