2.3.47.2, 2017-10-10 18:26:25

Volkswagen hjemkalder den nuværende generation af Polo grundet problemer med selelås på bagsædet.

Volkswagen har konstateret, at den nye Polo (modelår 2018) har et teknisk problem med låsemekanismen til en af bagsædeselerne. I sjældne situationer – så som ved pludselige og hurtige vognbaneskifte med fem passagerer ombord, og når bagsædets midterste og venstre siddeplads benyttes på samme tid – er der risiko for, at selelåsen til den venstre sele udløses og løsner selen. Hos Volkswagen har sikkerhed topprioritet, og man har fundet en teknisk løsning, der vil afhjælpe problemet: De berørte biler vil blive udstyret med en anden type selelås.

Volkswagen Polo lever op til alle gældende sikkerhedskrav og er sikker at køre i, men Volkswagen anbefaler sine kunder ikke at benytte bagsædets midterste plads, før bilen er udstyret med en ny selelåsemekanisme. Volkswagen er i kontakt med de relevante myndigheder med henblik på at få den endelige godkendelse til at implementere denne løsning i nuværende såvel som i fremtidige biler.

Ejerne af de berørte biler informeres skriftligt via SKAT, og Kundebreve udsendes snarest muligt, så de kan lave en aftale med en Volkswagen servicepartner.
Kunderne friholdes for omkostninger i forbindelse med kontrol af selelåsen på bagsædet såvel som monteringen af den nye selelås. Antallet af berørte biler på det danske marked er 4.600 biler.

Hvis du har spørgsmål til sagen, så kan du kontakte din lokale Volkswagen forhandler

 

Denne side vil løbende blive opdateret.  

Opdateret den 12/7-2018